Hvordan ender fem piger ude i Jordanfloden uden bukser på?
Det hele begyndte en lørdag morgen kl. 4.40, hvor syv mere eller mindre friske disciple væltede ud af sengen. Vi havde sat os for at gå de 61 km rundt om Geneseret sø på under et døgn. Kl. 6.00 startede vores vandring, humøret var højt, og vi nød den flotte solopgang over søen. Efter fire timer og 22 km besluttede vi os for at skyde ”genvej”. I stedet for at følge hovedvejen ville vi gå gennem et naturområde. Det var en vej fuld af vandpytter, som fyldte hele vejen, og mudder der klistrede fast til skoene i 15 cm tykkelse.
På billedet ses de 7 disciple: fv. Ida, Jonas, Josefine, Vibeke, Thomas, Katrine og Agnete
Genvejen endte i floden
Første forhindring på ”genvejen” var at vi skulle  krydse en flod som viste sig at være noget bredere og dybere end beregnet. Vi måtte derfor fortsætte langs floden for at finde et smallere sted. Anden forhindring kom da vi blev tvunget over floden eftersom vi ellers skulle gennem et kæmpe mudderhul. Heldigvis var der et rør vi kunne balancere på, så vi kom næsten alle tørskoede over. Vi troede vi havde klaret den værste forhindring på vores vej og at det nu kun kunne blive bedre. Men efter kun hundrede meter endte vejen i den tredje forhindring,  endnu en flod. Denne gang var den dog større end før, så vi måtte smide bukserne og med en sko i hver hånd vade ti meter gennem en kold strømfyldt flod fyldt med sten. Først gik pigerne og dernæst drengene igennem. Så langt så godt. Vi blev desperate for at få fast grund under fødderne og sigtede nu efter asfalt. Efter en times gang fandt vi hovedvejen, fire timer for sent ifølge planen. En tiltrængt pause blev holdt og vi fortsatte mod kibutzen i Ein Gev (lidt over halvvejs). Det var meningen at vi skulle spise middagsmad i kibutzen men vi nåede først frem til kl. 18.00 så det blev til aftensmad i stedet.
De smertefulde kilometer
Under middagen besluttede vi at gennemføre de sidste 25 km på trods af omvejen, træthed, vabler og ømme muskler.
Mørket var faldet på så vi kunne nu se Tiberias oplyst på den modsatte bred. Målet var i sigte!
Ved titiden var vi ved sydenden af søen, der var nu elleve kilometer igen. Smerterne begyndte for alvor at melde sig, og det gjorde ondt for hvert skridt vi tog. Antallet og længden af pauserne blev drastisk reduceret, da det var en pine at få fødderne i gang igen efter dem. Efter to lange timer nåede vi byskiltet til Tiberias, der var stadig to kilometer igen. Det blev de to længste, mest smertefulde og endeløse kilometer på hele turen. Kl. 00.50 stod vi atter ved vores begyndelsessted.
VI HAVDE ALLE GENNMFØRT!
Se video fra turen - klik her
af Jonas, Agnete, Josefine, Anni og Vibeke
|
